Anderledes praktik uge

Af Clara Skat Andersen Praktikant
Praktik hos Green.Click

Jeg hedder Clara, jeg er 14 år gammel og går i 8. klasse på Sæbygårdskolen. Jeg var i uge 18 af sted som praktikant hos Green.Click i Aalborg.

Hvorfor skal man i praktik?:

Som folkeskoleelev er det lidt et krav, at man skal i praktik. Men i realiteten må vi selv bestemme, om vi vil af sted. En fordel ved, at man kommer i praktik, er, at man kan lære rigtig meget ved at være på besøg f.eks. hos et firma, en børnehave eller hvor man nu ellers kunne være. Vi unge bliver udfordret en del, da det er ret anderledes, end hvad vi normalt går og laver i hverdagen. Man kommer til at udforske en bestemt branche og blive klogere på den. På den måde kan vi få en lille idé om, hvad man kunne interessere sig for og måske bygge videre på senere i livet. Vi lærer også en del omkring os selv, f.eks. hvordan vi er når vi er på egen hånd, eller hvad vi rent faktisk har en interesse for.

Mine tanker da jeg skulle finde en praktikplads:

Da jeg skulle finde en praktikplads, var jeg på udkig efter et sted, der sagde mig noget. Noget som jeg for det første interesserede mig for, men som også lød udfordrende og spændende. Jeg ville gerne have en praktikplads, hvor man ikke bare kiggede en medarbejder over skulderen i en hel uge. Jeg ville gerne være med til at lave noget. Et eller andet jeg selv fik lov til at sidde og fumle med. For på den måde følte jeg, at det jeg lavede, faktisk havde en betydning. Jeg synes, at både kommunikation samt sociale medier er ret spændende, så derfor var jeg på udkig efter noget, der dækkede over mine behov. Jeg havde tænkt på reklame og analysebureauer, webdesignere eller kommunikation og sociale medier, som en mulighed.

Hvorfor faldt mit valg på Green.Click?:

Jeg havde kigget på flere praktikpladser samt læst omkring de forskellige. Da jeg faldt over Green.Click, var min umiddelbare tanke, at det handlede lidt for meget om sociale medier. Men efter jeg havde læst lidt mere omkring det, syntes jeg, det var en god mulighed for at prøve noget nyt og udfordre mig selv. Desuden passede praktikpladsen til mine ønsker, da de omhandlede sociale medier og kommunikation. Green.Click lød også en del anderledes end, hvad mine venner f.eks. skulle i praktik ved. Nogle skulle i praktik ved en frisør, andre en butik og nogle hos en ejendomsmægler. Men jeg ville gerne noget anderledes, og noget som jeg ikke rigtig vidste, man kunne komme i praktik som.

Hvad var mit mål med praktikken hos Green.Click?:

Mit mål med praktik hos Green.Click var, at jeg fik en lærerig uge. En uge jeg kunne se tilbage på, der kunne vidne om, at jeg havde lært noget og haft det sjovt. Jeg ville gerne finde ud af, om den her branche var noget for mig. Og så ville jeg gerne teste mig selv i at komme lidt på udebane. Mere specifikt så ville jeg gerne lære mere om sociale medier samt kommunikation, og hvad Green.Click arbejdede med omkring dem.

Jeg har helt sikkert lært noget ved at være i praktik ved Green.Click. Jeg har gjort mig klogere på den branche, de ligger indenfor. Jeg har fået en viden omkring de sociale medier, og syntes det er virkelig spændende. Alt i alt så har jeg nydt min uge ved Green.Click, og føler mit mål omkring ugen er nået.

Anden relateret viden, du måske også finder interessant:

Google Ads nyheder 2019


Warning: Invalid argument supplied for foreach() in /home/greenc15/public_html/wp-content/themes/greenclick/single.php on line 129

Local Inventory Ads

Green.Click er igen vokset ud af sit gode skind